Månen

Forestilling for de yngste på 0 – 24 måneder

Danseforestilling og sanseligt kunstværksted. I et magisk nat-univers med dansende månelys går vi i selskab med to dansere på opdagelse i et trygt rum til lyden af månesus og poetiske nattemelodier.

Månen er et interaktivt scenekunstværk på børnenes præmisser, og det vækker alle sanser med dans, duft, rekvisitter, lys og musik. Børn og voksne er velkomne til at bevæge sig frit og udforske rummet eller lægge sig ned og nyde oplevelsen.

Forestillingen indgår i Dansehallernes program KORA, der er indsats for de 0-16 årige. Læs mere om KORA her.

Medvirkende

My Grønholdt (DK/SE) er leder af kompagniet MYKA og er uddannet danser på Skolen for Moderne Dans i København i 2011. My arbejder som freelance danser, performer, koreograf og underviser og har disse år et særligt fokus på de yngre børn som publikum.

My Marie Nilsson (DK/SE) er uddannet på Statens Scenekunstskole i 2013. Hun bor og arbejder som danser i København; har arbejdet med forskellige koreografer og turneret rundt om i verden.

Antoinette Helbing (DK/DE) er uddannet danser på ArtEZ Dansacademie i Holland og bor i København. Herfra arbejder hun som koreograf og danser for en række danske og internationale koreografer.

Marie Bru Eide (DK/NO) er udannet danser og koreograf fra Den Danske Scenekunstskole, 2018. Med base i København arbejder hun for andre koreografer og i egne projekter.

Georgia Kapodistria (DK/CY) arbejder som danser, danseformidler og koreograf i København. Hun er uddannet bachelor i dans på Folkwang Universitet der Künste i Essen, 2013, og danseformidler på Den Danske Scenekunstskole, 2018.

Foto: Søren Kristoffer Kløft